Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
FE topbillede
18. maj 2012

Globalnavigation

Indholdsområde

 
Folketingets kontrol 

Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, (betegnes i det daglige Kontroludvalget)

Fra Folketingets side er den politiske kontrol med FE suppleret med et særligt udvalg, der blev etableret ved lov nr. 378 af 6. juli 1988 med det formål at have indseende med FE og PET. Udvalget består af fem folketingsmedlemmer, som er udpeget af de fem største partier i Folketinget. Udvalget skal efter loven underrettes om indholdet af de retningslinjer, der gælder for FE’s virksomhed.

Udvalget skal endvidere orienteres om væsentlige omstændigheder af sikkerhedsmæssig karakter eller vedrørende udenrigspolitiske spørgsmål, som er af betydning for efterretningstjenesternes virksomhed. Det fremgår af loven, at der ved orientering af udvalget skal tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for efterretningsvirksomhed. Medlemmerne har tavshedspligt om, hvad de erfarer i udvalget.

Som det fremgår af udvalgets beretning af den 13. september 2006 giver chefen for FE årligt Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne en overordnet orientering om erfaringerne med bestemmelsen i forsvarslovens § 13, stk. 3, om behandling af oplysninger om personer, som er hjemmehørende i Danmark.

Det fremgår af samme beretning, at Wamberg-udvalget en gang årligt udarbejder en skriftlig redegørelse til forsvarsministeren. Redegørelsen fremsendes til Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, således at den kan indgå i udvalgets drøftelse i forbindelse med chefen for FE's orientering om bestemmelsen i forsvarslovens § 13, stk. 3.