Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne havde i 2004 en større drøftelse af spørgsmålet om åbenhed hos Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Drøftelserne resulterede bl.a. i, at forsvarsministeren og chefen for FE redegjorde for en række konkrete initiativer, der skulle iværksættes for at opnå større åbenhed om FE.
Initiativerne er beskrevet i en beretning, som udvalget udgav 6. september 2004.
Udvalgets beretning af 6. september 2004.
Vedrørende åbenhed nævner udvalget bl.a.(uddrag):
"Både før og under den seneste offentlige debat om Iraks rådighed over masseødelæggelsesvåben har man fra udvalgets side opfordret Forsvarets Efterretningstjeneste til at udvise mere åbenhed end hidtil.
Forsvarsministeren og chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste har i udvalget redegjort for de grundlæggende hensyn til tjenestens funktionsvilkår og personalets sikkerhed, som begrænser mulighederne for åbenhed. Det gælder især hensynene til tjenestens kilder, samarbejdspartnere og kapaciteter, herunder tjenestens teknologi, metoder, detailorganisation og personale. I forbindelse hermed blev der orienteret om de risici, der – også lang tid efter udarbejdelsen – er forbundet med automatisk at foretage afklassificering af klassificerede rapporter.
Forsvarsministeren og chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste har på baggrund heraf over for udvalget oplyst, at FE:
- vil oprette en hjemmeside,
- vil bidrage med afsnit til forsvarsministerens årlige redegørelse,
- vil deltage i sikkerhedspolitiske møder og konferencer og afholde seminarer med udvalgte dele af det akademiske sikkerhedspolitiske miljø,
- i højere grad end hidtil vil gå i dialog med medierne og informere om tjenesten, bl.a. ved foredragsvirksomhed, samt
- efter behov kan udarbejde åbne, ikke klassificerede vurderinger og rapporter, specielt i forbindelse med Folketingets drøftelser af udsendelse af danske militære styrker til internationale operationer og forud for indgåelse af forsvarsforlig, samt en årlig sikkerhedspolitisk risikovurdering.
Udvalget deler opfattelsen af, at de ovennævnte grundlæggende hensyn begrænser tjenestens muligheder for åbenhed, men finder det positivt, at Forsvarets Efterretningstjeneste vil tage en række skridt i retning af større åbenhed på den foreslåede måde. Der er etableret en pressefunktion, der medvirker til at sikre størst mulig tilgængelighed for pressen, selvsagt under iagttagelse af de særlige forhold, der gælder for tjenesten.
Udvalget er enig med forsvarsministeren i, at hovedvægten i Forsvarets Efterretningstjenestes virksomhed bør forblive udarbejdelse af rapportering baseret på lukkede kilder og på materiale fra samarbejdspartnere. Det er denne rapportering, der er tjenestens »raison d’être«.
Udvalget hilser den øgede åbenhed ved Forsvarets Efterretningstjeneste velkommen og ser frem til at følge, hvorledes den udmøntes."