Aktiviteterne på dette område har til formål at beskytte ministerområdets digitale informationer i forhold til fem hovedområder inden for informationssikkerhed.
- Fortrolighed - sikre, at informationer er beskyttede, så uvedkommende ikke får indsigt i dem.
- Integritet - sikre, at informationer er korrekte, dvs. at indhold ikke er ændret på uautoriseret vis.
- Tilgængelighed - sikre, at informationerne er rettidigt til rådighed.
- Autenticitet - sikre, at en person er den, der udgives for at være, eksempelvis
ved at anvende en form for digital signatur eller lign.
- Uafviselighed - sikre, at det ikke kan afvises, at man har deltaget i et elektronisk forløb eller
korrespondance, eksempelvis, at man ikke kan nægte at have foretaget en given
handling i et digitalt forløb, købt, solgt eller på anden måde disponeret.
FE løser informationssikkerhedsopgaven ved at rådgive og kontrollere koncernens myndigheder.
Det er ligeledes en af FE’s opgaver at udarbejde og vedligeholde regelgrundlaget for informationssikkerheden, herunder de militære sikkerhedsbestemmelser.
FE varetager desuden, i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste, Danmarks forpligtelser for informationssikkerhed m.v. i forhold til NATO, EU, andre internationale traktater og national lovgivning. Dette sker ved deltagelse i møder, konferencer og ved bi - og multilateralt samarbejde med de nævnte.
FE sikkerhedsgodkender kryptoprodukter, it-systemer og installationer, inden disse tages i operativ brug.
Derudover deltager FE i både nationale, NATO-relaterede samt andre internationale møder, konferencer og arbejdsgrupper på informationssikkerhedsområdet.
FE gennemfører undervisning og briefinger om informationssikkerhed.