[Oprindeligt publiceret af Forsvarets Efterretningstjeneste]

15 hold har dystet i European Cyber Security Challenge – eller EM i it-sikkerhed, som det mere mundret kan kaldes. Konkurrencen fandt sted i Malaga i Spanien, hvor scenen var sat med computere, monitorer, keyboards, it-bøger og ledninger i alle afskygninger. De unge deltagere i mesterskaberne konkurrerer i: Attack/Defense, hvor holdene skal angribe hinandens servere og forsvare deres egen, it-opgaver præsenteret i Jeopardy-stil samt opgaver inden for hardware. De ti danskere dystede med sved på panden og fik en 8. plads i et skarpt felt af dygtige it-talenter fra Europa.

Fokus på it-sikkerhed
FE har i samarbejde med danske uddannelsesinstitutioner samlet 10 dygtige unge it-talenter til et cyberlandshold, som i denne uge har repræsenteret Danmark ved cybermesterskaberne i Malaga. Cybermesterskaberne er et initiativ fra ENISA, som skal skabe fokus på, hvor vigtigt det er, at unge mennesker uddanner sig inden for it-sikkerhed, sådan nationerne kan imødegå de vedvarende og store cybertrusler.
Det danske cyberlandshold blev endelig sat i september, og gennem de seneste måneder har holdet arbejdet på at lægge strategier og forberedt sig på de forskellige opgaver, som cybermesterskaberne består af. Alle på holdet har således fået tildelt roller, hvor de hver især har ansvaret for dele inden for attack, defense, for Jeopardy-opgaverne og for hardware.

En stor præstation
Mesterskabet gik på i ni timer, hvor holdene skulle løse de opgaver, som de fik adgang til. Det er ikke alle opgaver, der kan løses med det samme, for én opgave skal løses, før den næste bliver låst op.

”Det danske hold har trænet en del i attack/defense, som var en større og planlagt del af cybermesterskabet. Desværre udgik attack/defense af tekniske årsager på selve dagen, men sådan noget sker. Det var derfor en endnu større præstation, at det danske hold formåede at ændre strategi og fokus og samtidig løse en af de svære hardware-opgaver, som ingen fra holdet havde prøvet kræfter med før,” siger Michael Dyrmose fra FE, som er træner for landsholdet.

Og holdet selv er efter cybermesterskabet ikke i tvivl om, at det har været en stor oplevelse at deltage. Det har givet læring og netværk, som kan bruges i den kommende it-karriere.

Næste års cybermesterskab foregår i London.