[Oprindeligt publiceret af Forsvarets Efterretningstjeneste]

I anledning af FE’s 50 årsjubilæum afholdt FE torsdag den 23. november en reception på Svanemøllens Kaserne, hvor den gamle gymnastiksal var udsmykket med fotos fra FE’s historie, og gæsterne blev budt velkommen til tonerne fra koldkrigs-koderadiostationen ’Lincolnshire Poacher’, navngivet efter en engelsk folkemelodi, som blev afspillet forud for de kryptiske meddelelser.

Svanemøllen Kaserne er også stedet, hvor det foreløbigt er planen, at et nyt samlende hovedkvarter for FE skal opføres, hvilket også var baggrunden for festens beliggenhed
Blandt gæsterne var statsminister Lars Løkke Rasmussen, forsvarsminister Claus Hjort Fredriksen, den tidligere chef for britiske MI5 Eliza Manningham-Buller, Forsvarschefen og repræsentanter fra Forsvaret, tidligere chefer for FE samt repræsentanter fra den øvrige statsadministration.

Som statsminister Lars Løkke Rasmussen påpegede i sin tale ved receptionen, så er det ikke hver dag, FE inviterer til reception:
”Jeg vil godt sige tak til FE for de 50 år. Tak, fordi I passer på Danmark. I gør ikke meget væsen af jer selv, men jeg ved, at I (i al hemmelighed) i fem årtier har passet på os. Vi skylder de mange mænd og kvinder i efterretningstjenesten et dybfølt tak. I har hele vejen hjulpet os til at forstå og imødegå de trusler, vi står med,” sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tale.

Opgaverne for FE har udviklet sig gennem de 50 år, og denne forandring og efterretningstjenestens evne til at tilpasse sig skiftende vilkår stod centralt i flere af talerne ved jubilæumsreceptionen.

”FE har udviklet sig konstant gennem årene. Vores ambition er, at FE skal være i konstant udvikling. Det handler om at være klogere end vores modstandere gennem vores kapaciteter og gennem vores medarbejdere,” sagde chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, i sin tale.

Forsvarets Efterretningstjeneste var både før 1967, og efter den samlede tjeneste blev skabt, en hemmelig og lukket organisation. Ved jubilæumsreceptionen blev der løftet en lille flig for gæsterne med en udvalgt udstilling af genstande fra FE’s museum med blandt andet Operation Posthorn, hvor det daværende Forsvarets Centralradio og Politiets Efterretningstjeneste samarbejdede om en kontraspionageoperation for at lokalisere sovjetiske radiosendere i Danmark.

Og netop det hemmelige og lukkede ved FE’s virke fik forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen også nævnt i sin tale til FE:
”Det er ikke så tit, vi fejrer jer. Ikke fordi, der ikke er noget at fejre, men I flyver under radaren, mens I passer på fædrelandet. Tak for det store arbejde. I har de senere år åbnet jer mere, og det vil jeg godt rose jer for,” sagde forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Denne lille åbning ind til FE’s hemmelige verden var ganske vist kun for Forsvarets og statens øverste ledelse samt journalister, men åbenhed er noget som FE er langt mere optaget af i dag end for 50 år siden:
”I et demokratisk samfund, så går større beføjelser hånd i hånd med et krav om større åbenhed. Demokratisk kontrol og retssikkerhed er nødvendigt for, at vi kan operere i et samfund som det danske,” sagde Lars Findsen.

I forbindelse med 50 årsjubilæet er der udgivet et jubilæumsskrift, der fortæller udvalgte dele af FE’s historie i perioden fra sammenlægningen og frem til i dag. 

Her kan du læse FE's jubilæumsskrift "FE 1967-2017 – fra militær varslingstjeneste til udenrigsefterretningstjeneste".