Fælles udtalelse fra FE og PET i forbindelse med Højesterets dom den 2. september 2025
Læs fælles udtalelse fra FE og PET efter Højesterets dom i Samsam-sagen.
FE og PET har under sagen i Højesteret argumenteret for, at Østre Landsrets dom om afvisning skulle stadfæstes, og argumenteret for, at vi som efterretningstjenester ikke har pligt til offentligt at be- eller afkræfte vores kapaciteter og kilder.
Vi tager til efterretning, at Højesteret ikke har været enige med Østre Landsret for så vidt angår spørgsmålet om afvisning, og at Højesteret i denne helt særlige situation undtagelsesvist finder, at hensynet til fortroligheden om efterretningstjenesternes arbejde må vige for borgerens interesse i at kunne få fastslået eksistensen af et kildeforhold eller lignende.
På baggrund af Højesterets afgørelse skal PET og FE således anerkende, at Ahmed Samsam i forbindelse med sine rejser til Syrien i 2013 og 2014 samarbejdede med efterretningstjenesterne, og at han modtog honorar og andre ydelser til gengæld for at levere oplysninger om danske syrienskrigere til efterretningstjenesterne.