Rusland er ansvarlig for destruktive og forstyrrende cyberangreb mod Danmark
FE vurderer, at Rusland stod bag et destruktivt cyberangreb mod et dansk vandværk i 2024 samt overbelastningsangreb mod danske hjemmesider op til kommunal- og regionsrådsvalget i 2025.
FE vurderer, at den pro-russiske gruppe Z-Pentest, som stod bag et destruktivt cyberangreb mod et dansk vandværk i 2024, har forbindelser til den russiske stat. Ligeledes vurderer FE, at gruppen NoName057(16), som udførte overbelastningsangreb mod danske hjemmesider op til det danske kommunal- og regionsrådsvalg i 2025, har forbindelser til den russiske stat.
Den russiske stat bruger begge grupper som led i landets hybride angreb mod Vesten. Formålet er at skabe utryghed i de lande, som grupperne angriber, samt straffe landene for at støtte Ukraine.
Ruslands cyberangreb er en del af landets brede og overordnede påvirkningsindsats, der har som mål at underminere den vestlige støtte til Ukraine. FE vurderer, at valget blev brugt som platform til at opnå offentlig opmærksomhed, ligesom det har været tilfældet ved flere andre europæiske valg.
English version: Russia is responsible for destructive and disruptive cyber attacks against Denmark (PDF)