Medarbejderprofiler
Vi stiller hverken krav om militær baggrund eller erfaring med indhentning, hvis du skal arbejde i FE. Til gengæld skal du være blandt de bedste inden for dit felt og motiveres af at styrke Danmarks sikkerhed. Her kan du se eksempler på nogle af de medarbejdertyper, der arbejder i FE.

FE er en mangfoldig arbejdsplads
FE er en fagligt meget alsidig arbejdsplads, hvor folk har meget forskellige baggrunde. Vores største medarbejdergruppe er civile akademikere – mens militært ansatte og it-medarbejdere også udgør større medarbejdergrupper. Militært ansatte udgør cirka 12 pct. Herudover har vi ingeniører, kontorpersonale, teknisk personale og flere andre mindre medarbejdergrupper.
Cirka 2/3 af FE’s medarbejdere arbejder direkte med de efterretningsmæssige opgaver, mens de øvrige arbejder med udviklingsopgaver og støttefunktioner, særligt i forhold til FE’s indhentningssystemer.
Medarbejderprofiler
Elektronisk indhentning (SIGINT) er en kompleks efterretningsdisciplin, der kræver mange forskellige kompetencer. Den elektroniske indhenter har typisk en teknisk baggrund, f.eks. som ingeniør, datalog, matematiker eller it-tekniker. Det er fagspecialister med et solidt kendskab til digital kommunikation, som blandt andet står for at udvikle og vedligeholde FE’s tekniske indhentningskapaciteter. Det kan også være kryptologer, der kan bryde krypteret kommunikation. Den elektroniske indhenter er typisk god til at spotte teknologiske trends.
I FE er der flere måder at arbejde med it-netværk på, men det overordnede formål er det samme: at skaffe efterretninger og beskytte netværk. Både netværksindhenteren og -beskytteren har et dybt kendskab til internettets struktur, computere, programmer og applikationer. Netværksindhenteren skaber adgang til de informationer, vi skal bruge for at løse vores efterretningsmæssige opgave. Den uddannelsesmæssige baggrund og de personlige spidskompetencer er forskellige, men alle har stor samarbejds- og læringsevne, kreativitet og teknisk snilde.
Føringsofficeren, også kaldet indhenteren, skaffer oplysninger fra personer, som videregiver oplysninger af følsom karakter. En føringsofficer skal være dygtig til at få alle typer af mennesker i tale, til at håndtere stress og uforudsete situationer og i det hele taget kunne acceptere en vis form for risiko. I FE’s uddannelse til føringsofficer indgår bl.a. skydning, kørsel og udvidet førstehjælp. Føringsofficerer kan have mange forskellige baggrunde, og mange har en videregående uddannelse, men det afgørende er de personlige kvalifikationer.
FE indhenter store mængder data, som i deres rå form sjældent gør nytte. Dataudviklerne sørger for at ensrette og systematisere data, så FE’s analytikere hurtigt kan finde de relevante data. Dataudviklerne i FE har både berøring med indhentning og analyse og med udvikling og drift, så de skal både være dygtige softwareudviklere, kunne samarbejde med et bredt udsnit af FE’s øvrige medarbejdergrupper og have et godt indblik i efterretningsbehovene. Dataudviklernes opgaver spænder fra overførsel af data til datamodellering, inklusive anvendelse af kunstig intelligens og machine learning, samt udvikling af brugergrænseflader. Dataudvikleren har typisk en it-uddannelse, er ingeniør eller har en naturvidenskabelig baggrund.
It er essentielt for alt arbejde i FE. Derfor har FE it-medarbejdere, der både har avancerede it-kundskaber og kan se organisationens efterretningsmæssige behov og tænke dem ind i teknologiske muligheder. FE har både it-specialister og it-generalister, men udviklingen kræver, at den avancerede it-medarbejder er alsidig og hurtigt kan tilpasse sig den teknologiske udvikling. Nogle af FE’s it-medarbejdere varetager den daglige drift af FE’s kerne-it og sikrer, at organisationens systemer arbejder sammen, er stabile og opdaterede. Andre arbejder med avancerede systemer, som er direkte relateret til FE’s indhentning, analyse og rapportering. Den avancerede it-medarbejder kan have mange forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, men er ofte ingeniør, datamatiker eller har en anden teknisk baggrund.
SIGINT-analytikeren har veludviklede it-kundskaber og kan typisk et eller flere fremmedsprog på højeste niveau. SIGINT-analytikeren arbejder med alle typer elektronisk indhentet data og har stor indsigt i indhentningens muligheder. SIGINT-analytikeren skal være i stand til at overskue mange forskellige typer komplekse data, som skal fremsøges, udvælges og analyseres i en række forskelligartede systemer. SIGINT-analytikeren har typisk en lang videregående sproglig og/eller samfundsvidenskabelig uddannelse og har ofte boet i eller arbejdet med et bestemt område gennem længere tid.
På baggrund af analyser af materiale fra alle FE’s indhentningsdiscipliner udfærdiger all source-analytikeren produkter til FE’s kunder og partnere. All source-analytikerens arbejdsområde er defineret geografisk eller emnemæssigt. All source-analytikeren skal både have et dybt fagligt kendskab til sit område og indsigt i indhentningens muligheder. All source-analytikeren har typisk en samfundsvidenskabelig eller humanistisk akademisk uddannelse.
Den militære all source-analytiker arbejder sammen med de civile all source-analytikere samt analytikere, der er specialiseret inden for FE’s indhentningsdiscipliner. Militæranalytikeren bidrager med sine militære kompetencer og står typisk for de dele af analysen, som er rene militære vurderinger. Militæranalytikeren skal kunne overskue store og komplicerede data og have en solid og bred erfaring og faglighed inden for sit værns militære fagområder eller på tværs af værnene. Militæranalytikeren kan udsendes sammen med Forsvaret for at levere direkte efterretningsstøtte til de udsendte enheder.
Den offensive operationsplanlægger er omdrejningspunktet, når FE støtter Forsvaret med offensive militære cyberoperationer. Den offensive operationsplanlægger analyserer og udvælger relevante cyberrelaterede mål, som vil kunne angribes for at opnå den ønskede effekt. Opgaven indeholder både indhentning og analyse og har et særdeles operativt fokus. Den offensive operationsplanlægger besidder typisk en høj grad af kreativitet, veludviklet samarbejdsevne og god teknisk forståelse. Den offensive operationsplanlægger har oftest en akademisk og/eller militær baggrund.
Krypto, også kaldet kryptoanalyse, handler om at skaffe adgang til information, som er blevet forsøgt beskyttet af kryptering eller lignende metoder. I dag bliver data i stigende grad krypteret, så for at skabe værdi af anden indhentning er det ofte nødvendigt at kunne dekryptere trafikken. Arbejdet som kryptoanalytiker består derfor i at forstå og analysere protokoller og kryptosystemer, ved at se på den underliggende kryptografi samt softwaren omkring. Det er derfor både stærke IT-faglige kompetencer samt dyb matematisk forståelse der er fundamentet i disciplinen.
I FE findes der en lang række øvrige stillinger, som ikke nødvendigvis har med operationer og indhentning at gøre. Der er også brug for administrative kolleger, HR-ansatte, undervisere, oversættere, teknisk personale, jurister, vagter, projektledere og mange andre.