Mød en jurist

Jeg har altid syntes, at efterretningsverdenen var spændende. Noget man har set i film og læst om i bøger. Derfor ville jeg gerne arbejde i FE. Og jobbet har fuldt ud levet op til og faktisk overgået alle mine forventninger. Som jurist er det utroligt spændende at arbejde et sted, som har mandat til at afdække udenlandske aktørers hemmeligheder for at beskytte Danmark”.

Emma har en fortid i Anklagemyndigheden, og kontrasten var stor, da hun startede i Forsvarets Efterretningstjeneste - det var både en helt ny hverdag og verden:

Jeg tror, at en hvilken som helst medarbejder i FE vil sige, at vi passer på Danmark. Det er det mantra, som gennemsyrer hele organisationen fra top til bund, og som driver os alle. Fra dag ét bliver man en del af en helt ny verden, som indtil da har været lukket. De beslutninger, vi som jurister træffer, har direkte betydning for Danmarks sikkerhed. Vi sikrer først og fremmest, at FE holder sig inden for lovgivningen, men i lige så høj grad, at vi udnytter de muligheder, lovgivningen giver os, fuldt ud. Det gør vi for at beskytte Danmark - og sådanne arbejdsopgaver finder du ikke mange andre steder”.

Som jurist i Forsvarets Efterretningstjeneste har du både helt traditionelle juridiske arbejdsopgaver og opgaver, som er lidt ud over det sædvanlige:

I FE får jeg mulighed for dagligt at arbejde med juridiske discipliner, som man ikke i samme grad arbejder med andre steder. Vi arbejder for eksempel med menneskeret og statsret - ud over selvfølgelig vores egne lovgrundlag FE-loven og CFCS-loven. Samtidig er vores hverdag også præget af mange spændende opgaver af mere traditionel juridisk karakter, for eksempel inden for forvaltningsret og databeskyttelsesret. Men mest af alt går vores tid med juridisk rådgivning af analytikere, IT-folk og andre faggrupper, hvor vi løbende forsøger at finde løsningen, som giver dem de bedst mulige betingelser for at udføre deres arbejde inden for de juridiske rammer”.

Opgaverne i FE er ofte hemmelige, og derfor kan arbejdet hverken tages med hjem eller deles med andre. Men det giver et ekstra stærkt kollegaskab og gør plads til en god worklife-balance:

I FE kommer alle med meget forskellige baggrunde – og det gør sig også gældende hos os jurister. Men det er kun en styrke, som gør, at vi altid får mange forskellige vinkler på opgaverne. Vi er gode til at lære af hinanden, og der er en fantastisk holdånd. Den bliver nok også forstærket af, at vi ikke kan gå hjem og fortælle vores familie og venner om, hvad vi arbejder med. Så betyder det ekstra meget, at man har gode kollegaer, som man både kan dele og sparre med.

Jeg nyder til fulde mit arbejde i FE. Men det er også utrolig dejligt, at der er vandtætte skodder mellem arbejde og fritid. Når du er kommet hjem, ringer telefonen ikke hele tiden, og der er ikke mulighed for at tjekke mails hver anden time. Det giver en god worklife-balance, som gør, at jeg stadig har rig mulighed for at læse bøger og se serier om agenter”.


Sidst opdateret 19. april, 2023 - Kl. 11.14